Post by Michael W. Rotzfeld on Jul 3, 2006 23:16:39 GMT 1
Orker:
Orker er store, mørkegrønne, meget stærke og ikke specielt kloge. Der er dog undtagelser, og de er som regel shamaner. Orkerne er ikke onde, de mener bare at det er deres gode ret at gøre de ting de gør, og de opfatter dem der angriber dem, som de onde. Orker lever efter: ”Den stærkeste overlever og styrer de andre” – Derfor angriber de ofte deres naboer, som jo også er en klan! og prøver at tvinge dem til underkastelse. Dermed skal det også siges at de hellere vil bestemme over andre klaner end bare slå dem ihjel. Hvis det lykkes opfører orkerne sig som herrer, der har slaver, men de gør det ikke umuligt for dem de har underkuet at overleve.
Orker elsker være destruktive og slås for ikke nævne konkurrere. De lever oftest i relativt civiliserede små klanbyer med en øvding. Flere klaner bliver styret af den største, den største klans høvding er derfor krigsherre over alle klanerne. Dette giver grundlag for stor intern strid, og ofte bruger orkerne langt mere tid på at bekrige hinanden end alle andre. Først når en stor krigsherre fornemmer, at der er fare for en udfordring, kan han vælge at føre krig mod folk udefra for at tilfredsstille sine klaners blodtørst. Det hænder at han gør det fordi han kan lide at have magt, da dette er ret normalt blandt orker.
Ingen ved hvor gamle orker kan blive, da man ikke er bekendt med orker der er døde af alderdom, de dør ofte unge, grundet deres kamplyst. Orkerne forstår ikke det med guder, da det er meget uhåndgribeligt at noget der ikke kan slås, spise og drikke kan have magt. De tror på at shamaner og store orkkrigere bliver til ånder der rundt om dem, og deres shamaner kan ommunikere med disse ånder, der både kan skænke kraft og viden. Da disse to professioner har stor respekt og det kun er shamanen der kan snakke med ånderne har han en hel speciel status i klanen og det er de færreste orker der tør slå en shaman ihjel, da han vender tilbage som ånd.
Orker har hverken finmotorik eller koncentrationsevne til åndværk og jordbrug, derfor lever de ofte sammen med goblinerne. De beskytter goblinerne, mod at goblinerne udfører disse opgaver for orkerne. Orkerne er dog selv dygtige jægere, da de er i tæt kontakt med deres indre rovdyr! De har en god lugtesans og et forståelse for jagtens principper. Når orker jager kan de være yderst tålmodige.
De orker der lever i Talansar er en mindre og mere menneskelige afart af de vildorker der hærger landets grænser. Disse har selv haft store problemer med vildorkerne og da menneskene tog området var de i stort overtal og orkerne der indordner sig under den stærkeste magt, valgte at underkaste sig menneskenes overherredømme, mod til gengæld frit at vælge at kæmpe mod vildorkerne. Det er endog sket at orker har været en del af
kongens hær mod deres fælles fjende. Kongen anses af orkerne for at være den store krigsherre.
Selvom orkerne har underkastet sig menneskenes overherredømme er de ikke så bogligt dygtige, så selvom de kan lære at læse og skrive har de stadig ikke til fulde forstået alle finesser i kongens lov, om hvad der er tilladt og ikke tilladt. Dette udmønter sig i mindre skærmydsler, der i langt de fleste tilfælde klares lokalt, dog er kongen opmærksom på den uro racen kan medføre internt.
Orker er store, mørkegrønne, meget stærke og ikke specielt kloge. Der er dog undtagelser, og de er som regel shamaner. Orkerne er ikke onde, de mener bare at det er deres gode ret at gøre de ting de gør, og de opfatter dem der angriber dem, som de onde. Orker lever efter: ”Den stærkeste overlever og styrer de andre” – Derfor angriber de ofte deres naboer, som jo også er en klan! og prøver at tvinge dem til underkastelse. Dermed skal det også siges at de hellere vil bestemme over andre klaner end bare slå dem ihjel. Hvis det lykkes opfører orkerne sig som herrer, der har slaver, men de gør det ikke umuligt for dem de har underkuet at overleve.
Orker elsker være destruktive og slås for ikke nævne konkurrere. De lever oftest i relativt civiliserede små klanbyer med en øvding. Flere klaner bliver styret af den største, den største klans høvding er derfor krigsherre over alle klanerne. Dette giver grundlag for stor intern strid, og ofte bruger orkerne langt mere tid på at bekrige hinanden end alle andre. Først når en stor krigsherre fornemmer, at der er fare for en udfordring, kan han vælge at føre krig mod folk udefra for at tilfredsstille sine klaners blodtørst. Det hænder at han gør det fordi han kan lide at have magt, da dette er ret normalt blandt orker.
Ingen ved hvor gamle orker kan blive, da man ikke er bekendt med orker der er døde af alderdom, de dør ofte unge, grundet deres kamplyst. Orkerne forstår ikke det med guder, da det er meget uhåndgribeligt at noget der ikke kan slås, spise og drikke kan have magt. De tror på at shamaner og store orkkrigere bliver til ånder der rundt om dem, og deres shamaner kan ommunikere med disse ånder, der både kan skænke kraft og viden. Da disse to professioner har stor respekt og det kun er shamanen der kan snakke med ånderne har han en hel speciel status i klanen og det er de færreste orker der tør slå en shaman ihjel, da han vender tilbage som ånd.
Orker har hverken finmotorik eller koncentrationsevne til åndværk og jordbrug, derfor lever de ofte sammen med goblinerne. De beskytter goblinerne, mod at goblinerne udfører disse opgaver for orkerne. Orkerne er dog selv dygtige jægere, da de er i tæt kontakt med deres indre rovdyr! De har en god lugtesans og et forståelse for jagtens principper. Når orker jager kan de være yderst tålmodige.
De orker der lever i Talansar er en mindre og mere menneskelige afart af de vildorker der hærger landets grænser. Disse har selv haft store problemer med vildorkerne og da menneskene tog området var de i stort overtal og orkerne der indordner sig under den stærkeste magt, valgte at underkaste sig menneskenes overherredømme, mod til gengæld frit at vælge at kæmpe mod vildorkerne. Det er endog sket at orker har været en del af
kongens hær mod deres fælles fjende. Kongen anses af orkerne for at være den store krigsherre.
Selvom orkerne har underkastet sig menneskenes overherredømme er de ikke så bogligt dygtige, så selvom de kan lære at læse og skrive har de stadig ikke til fulde forstået alle finesser i kongens lov, om hvad der er tilladt og ikke tilladt. Dette udmønter sig i mindre skærmydsler, der i langt de fleste tilfælde klares lokalt, dog er kongen opmærksom på den uro racen kan medføre internt.
