De 3 elevere racer

[Michael W. Rotzfeld]

Elvere:

- Elverfolk, hvad enten de skovelvere, højelvere eller sortelvere, er smukke, høje og harmoniske folk, med fine træk og spidse ører. Elvere har ofte langt hår og ingen skæg. Alle elverracer lever længe, en elver betragtes som voksne omkring de 180-200 år. Elvernes krop bliver gammel omkring de 2000 år, og de rejser væk for at dø i fred, på steder kun elverne kender. De tre elverracer holder sig for sig selv. De ældste legender siger at de fælles aner, men det ser man ikke noget til i dag. Grundet uoverensstemmelser som kun elverne selv kender har de ikke rigtig noget med hinanden og gøre. Den nedenstående beskrivelse af racerne er hvordan de er grundlæggende og hvordan deres tankegang fungerer. Talansars elvere lever tilpasset det menneskelige overherredømme som de har accepteret ved at blive boende i området, og deltaget mere eller mindre aktivt i rigets affærer siden dets grundlæggelse. Derfor er der forholdsvis fredelige forhold mellem elverracerne i Talansar, men det sker selvfølgelig at det gamle nag og forskellene blusser op.

[Michael W. Rotzfeld]

Skovelvere


Skovelvere lever i skoven og har deres byer i skovene. Skovelvere værner om og lever i harmoni med naturen, hvis de tager noget fra naturen giver de noget igen. De er dygtige bueskytter kan bevæge sig næsten usete rundt i deres skov. Det er en fredelig race, men det betyder ikke at de ikke kan forsvare sig selv, eller deres skov. Som andre elvere, værdsætter skovelverne liv, derfor er deres krigeriske handlinger velovervejede. De tyr til våben, når alle andre muligheder er udtømte.

Skovelverne er lyse i huden og har spidse ører, de har en forkærlighed for naturens farver. De har sans for kunst og smukke ting, men har også evner inde for de kunstneriske håndværk, og grundet deres tilhørsforhold til naturen er de excellente trækunstnere (tømrer og snedkere mm.) Da tid ikke spiller nogen rolle for dem, bruger de ofte lang tid på at færdiggøre og perfektionere deres frembringelser.

De er loyale over for deres slægt og venner, og hjælper dem hvis det er nødvendigt. Skovelverne lever i samekstistens med menneskene på den måde at hver styrer sit, men elverne er også bekendt med at mennesker ofte forhaster sig pga. deres korte levetid og derfor holder de et vågent øje med hvad menneskene gør med landet for at undgå eventuelle katastrofer. Skovelvere er ikke deciderede ugæstfrie, men de vil gerne selv
bestemme hvem der får adgang til deres områder. Man gør klogt i ikke at trænge sig uønsket ind på elverne.

Der siges at skovelverne taler med deres skov, og at skoven har sin egen vilje, og lader derfor ikke hvem som helst komme ind. Der siges også at folk har oplevet at træer har stillet sig i vejen for dem og givet elverne fordele i kampsituationer. Det siges at elverne har magiske evner der nærmest er en forlængelse naturens kræfter.

Skovelverne foragter højelvernes rovdrift på ressourcer, og det skovelverne mener er at forkaste deres elviske oprindelse og tilnærmelse af menneskelige skikke, nemlig deres krigsførelse og industri.

[Michael W. Rotzfeld]

Højelvere

Højelvernes fysiske fremtoning er den samme som ved skovelverne. Men hvor skovelverne gemmer sig i skovene og bærer skovens farver, foretrækker højelverne de stærke og kraftige farver, fordi de afspejler magt og rigdom. De bor i afsondrede byer, men i det åbne land, så de kan se fjenden på afstand.

Højelvere elsker industri og går derfor op i håndværk og handel, og opfindelser af hjælpekonstruktioner af mekanisk karakter. Grundet disse fællesværdier med menneskene og dværgene har højelverne ikke de samme forbehold mod disse som skovelverne. Det ses endog at mennesker og højelver indgår industrielle og handelsmæssige forbund. De er intelligente og dygtige til at forhandle, både i økonomiske og politiske henseender. I mange større menneskebyer har højelverne egne bydele, og indgår i byledelsen.

Højelverne har frasagt sig magi, da de mener at de eneste sande kræfter af magisk karakter kommer fra guderne, og at det er op til guderne at tilstede den magt. Derfor er magi og magibrugere ikke velansete i højelviske samfund. Højelverne har ikke så mange skrupler med at bruge hvad der findes af ressourcer i naturen. Det er jo det de er der for!. Dette er en evig kilde til uoverensstemmelser mellem højelverne og skovelverne.

Hvad angår krig holder højelverne sig ikke tilbage. De drager gerne i krig for ære og egen vindings skyld. De elsker metal og er dygtige smede, derfor er deres rustninger oftest lavet af metal. Sværdet er deres foretrukne våben, der er ingen mandsmod og ære i at blot at nedlægge fjenden med buer! Højelvere er dog også selv dygtige bueskytter, og har bueskytter kompagnier, der bruges til at dække fodfolkets fremrykning. Oftest ses på ærens mark et større kompagni af pladeklædte stridslystne højelvere.

Højelverne er ikke helt uden sans for det kunstneriske, de foretrækker dog smukke genstande, gerne lavet af ædle og sjældne materialer, frem for de mere lyriske kunstarter. Højelverne ser ned på skovelverne, som de mener hænger fast i de gamle traditioner og er ude af stand til at følge med tiden. Deres modvilje mod krig er også en torn i øjet på højelverne der mener at skovfolket gemmer sig for verden i deres skove.

Højelverne har intet tilovers for sortelverne der også har valgt at gemme sig, og ligge under for de andre racer. Det er sket mere end en gang at højelverne har ført krig mod sortelverne.

[Michael W. Rotzfeld]

Sortelvere

Sortelvere minder i fysikken om de andre to elverracer, men er grå eller sorte i huden. Sortelver har gennem alle tider været et jaget folk. Ingen ved rigtig hvorfor, men sådan er det. De andre racer påstår at sortelvere er morderiske, tyvagtige, løgnere man ikke kan stole på, de anses for at være onde. Denne beskrivelse er med tiden blevet udlagt som historisk kendsgerning af de andre racer. Denne evindelige forfølgelse har givet sortelverne hårde levevilkår, men de har overlevet til trods for dette. Paradoksalt nok, har disse beskyldninger og forfølgelser gjort det nødvendigt for sortelverne at leve i det skjulte, og overleve ved de lyssky handlinger der før kun var tomme beskyldninger.
På øde steder, finder man nogle gange små sortelver samfund, hvor man prøver at opretteholde en normal hverdag på linie med alle de andre racer. Overlevelse har altid været det der fyldte mest i sortelvernes bevidsthed, derfor er de dygtige smede og krigere. De har forfinede deres behændighed og kan være virkelig dygtige tyve. I anden række kommer håndværksf*g og jordbrug, da de sjældent har fred længe nok til at dygtiggøre sig på disse felter og nå at bosætte sig. Derfor må de leve af det de finder på deres vej, og de er dygtige jægere.

Sortelvere lever i det skjulte og har en forkærlighed for nattens mørke, hvor de kan bevæge sig usete rundt. De har sans for det kunstneriske og er dygtige lyrikere. De er ferme til lægelige gerninger og kirurgi. Ældre sortelvere anses for meget vise, der ligger en stor livserfaring hos racen, fordi de altid har været på flugt og skulle kunne overleve under de mest umulige forhold. Som skovelverne har også sortelverne evner inden for magi.

I Talansar har sortelvernes kår forbedret sig i tiden efter 10 årskrigen. De har vist deres vilje til sameksistens har opnået våbenhvile med de andre racer og har dermed kunne bosætte sig i de øde egne, under fredelige forudsætninger. De undgår helst stadig de andre racer, men der findes samhandel især omkring udposterne, pga. disses ringe størrelse og lave befolkningstal.

Hvor sortelverne nu har kunnet leve forholdsvis fredeligt i Talansar har de yngre anfægtet at de ældre sortelvere har ladet stille tilfreds, med denne underklasse tilværelse. Gennem de senere år er der opstået interne splittelser af denne grund. Racen er delt i to lejre, de unge og krigslystne, der mener at kan løse problemerne ved at tage en frygtelig hævn og nedkæmpe de andre racer, og de ældre mere livserfarne sortelvere, der ved at dette kun kan forværre situationen, og underbygge de andre racers fordomme, nu hvor de endelig kan leve fredeligt.

Sortelverne er ikke synderligt glade for nogen af deres elviske fæller. De er bitre på skovelverne over at de ikke er kommet dem til hjælp i de svære tider, og de omgås slet ikke højelvere, som kæmpet mod sortelverne sammen med de andre racer.